I takt med at bilparken bliver mere digitaliseret, er det afgørende, at lovgivningen og reglerne for eftermarkedet følger med. Adgangen til data får nemlig større betydning for virksomhedernes mulighed for at levere reparationsydelser. Derfor er det også kritisk, at der stilles specifikke krav til mængden og typen af datapunkter, som bilproducenterne skal dele med forbrugerne og eftermarkedet.
Med dataforordningen, som AUTIG har bidraget til, har bilejere i dag ret til selv at bestemme, hvem de ønsker at dele deres data med. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning og et godt eksempel på, at fri adgang til data er en grundlæggende forudsætning for fri konkurrence i eftermarkedet. Samtidig kan den nuværende version af dataforordningen ikke stå alene, da der fortsat er flere områder, hvor den frie konkurrence kan styrkes.
Et af de disse områder handler om kravene til, hvilke og hvor mange datapunkter bilproducenterne skal dele. Selvom dataforordningen giver bilejeren ret til egne data, så de kan dele dem med en tredjepart efter eget valg, ser vi desværre stor variation i, hvor generøse bilproducenterne er med den mængde af data, som de deler. Nogle bilproducenter deler data med få sekunders mellemrum, mens andre kun sender data en gang om dagen, efter køretøjet er parkeret. Dertil er prissætningen lige så varierende som udvalget af data, hvor nogle bilproducenter tager en meget høj pris for små datapakker, imens andre leverer en rimelig pris.
Disse udfordringer kan i høj grad tilskrives det faktum, at dataforordningen kun kom med et vejledende papir for, hvordan data bør deles, fremfor bindende krav.
AUTIG foreslår:
Derfor vil AUTIG arbejde for, at de vejledende retningslinjer erstattes af tydelige juridiske krav til datamængden og hvilke datapunkter, som bilproducenterne er forpligtet til at dele med forbrugeren og tredjeparter. På længere sigt ser vi også gerne en mere liberaliseret model for adgang til køretøjsdata. Konkret foreslår vi, at der bliver lavet et system, hvor bilejeren kan dele sine data med relevante operatører i nærområdet, hvis bilen har brug for reparation. Herefter skal bilejeren frit kunne vælge den løsning, der passer ejerens behov bedst. På den måde får vi et mere frit og liberaliseret marked, hvor det er kunden, der afgør, hvilken aktør der får opgaven.