Klarere regler for reservedele og reparation

I AUTIG er vi positive overfor de mange tiltag, som EU igennem årene har foretaget i forhold til at sikre et stærkere right to repair. Desværre ser vi dog fortsat en række huller i lovgivningen, som fortsat favoriserer bilproducenterne.

I 2022 fremlagde Europa-Kommissionen eksempelvis sit seneste forslag til en ny designforordning og et nyt designdirektiv. Tiltagene skal harmonisere reglerne for designbeskyttelse og reparationsklausulen for bilkomponenter i EU. Formålet er, at det frie eftermarked i højere grad skal kunne fremstille og sælge synlige, formafhængige reservedele til brug for reparation, så bilproducenterne ikke forbliver de eneste udbydere på markedet. I den sammenhæng skal medlemsstaternes nationale designbeskyttelsesregler derfor harmoniseres frem mod 2032, så virksomhederne i det frie eftermarked får færre nationale særregler, som de skal forholde sig til.

Desværre er der dog fortsat en række benspænd for eftermarkedet i den nye lovgivning. På kortere sigt er udfordringen, at eftermarkedet både må forholde sig til EU designregler og visse nationale designregler frem til 2032, fordi nogle af de ældre nationale designrettigheder fortsat vil være beskyttet i overgangsperioden. Det betyder, at virksomheder i visse medlemsstater fortsat vil møde begrænsninger i adgangen til at fremstille og markedsføre bestemte reservedele. Efter reglerne i 2032 bliver mere harmoniseret vil det dog også fortsat være en udfordring, at det er uklart, hvad der præcist menes med ”formafhængige bildele”. Lovgivningen i sin nuværende form kan nemlig medføre, at virksomheder i eftermarkedet enten producerer eller bestiller reservedele, som bliver gjort ulovlige.

AUTIG foreslår:

Derfor vil AUTIG sikre et stærkere right to repair og at reparationsklausulen bliver gjort mere anvendelig og simpel. Problemet med lovgivningen i sin nuværende form er nemlig, at reglerne fortsat er præget af juridisk usikkerhed for eftermarkedet, især fordi det er uklart, hvilke dele der anses for formafhængige. For at undgå dette juridiske benspænd vil AUTIG arbejde for, at EU-Kommissionen fremsætter en mere simplificeret version af lovgivningen, så autobranchen i højere grad undgår disse bureaukratiske benspænd.