09. september 2025 – Ny lovgivning om håndteringen af emballage

Ny lovgivning om håndteringen af emballage

Fra 1. oktober 2025 træder der en ny EU-forordning i kraft, som omhandler håndteringen af emballage. Selvom der i mange år har været et producentansvar for elektronik, biler og fiskeredskaber m.m., så medfører den nye lovgivning, at der også kommer et producentansvar for emballage. I denne sammenhæng vil vi derfor fra AUTIGs side informere om lovgivningen.

Den nye lovgivning er et tiltag, som har juridisk fundament i EU-traktatens artikel 114 (det indre marked) og er derfor med henblik på at skabe fælles standarder i det indre marked. Med andre ord handler det om at harmonisere reglerne blandt medlemsstaterne og sikre mere lige konkurrencevilkår. Derudover er der et klima- og miljømæssigt aspekt med lovgivningen, da emballage kan skabe store omkostninger på disse områder.

Intentionerne med lovgivningen er derfor velmenende. Der er dog også en betydelig administrativ byrde forbundet med lovgivningen. Fremover vil det nemlig være den virksomhed, som tilgængeliggør et produkt på det danske marked, som står til ansvar for det enkelte stykke emballage. Det betyder, at det er den virksomhed, som skal dokumentere mængden af emballage samt betale den afgift, som afspejler de udgifter indsamlingssystemerne har til at håndtere den emballage, virksomheden bringer i omløb.

Der er også en række undtagelser til selve lovgivningen. Lovgivningen skelner nemlig mellem mikrovirksomheder og større virksomheder. Hvis virksomheden kan betegnes som mikrovirksomhed (dvs. færre end 10 ansatte og højest 15 mio. DKK/år omsætning), så kan virksomheden undtages, hvis producenten af virksomhedens emballage er dansk. Hvis virksomheden derimod er udenlandsk – som man får sin emballage fra – så er det den udenlandske virksomhed, som skal sørge for at indberette transportemballagen. Selve salgsemballagen vil den danske virksomhed dog stadigvæk stå til ansvar for at få indberettet. Udover disse indberetningsundtagelser så er der også undtagelser i forhold til selve mængden af emballage. Producerer virksomheden under 8000 kg. emballage om året, så behøver virksomheden blot at lave en samlet indberetning. Dermed kan virksomheden slippe for at lave en indberetning omkring hver enkelt kategori af emballage såsom glas, plastik, pap, papir osv.

Hvad skal du gøre som virksomhed?

Det er ganske forståeligt, hvis man synes lovgivningen kan virke uoverskuelig. Der er dog en handlingsplan bestående af tre skridt, som man kan følge. Det første skridt er at få tilmeldt sig en kollektiv ordning. Det kan eksempelvis være www.emballageindberetning.dk. Her vil de hjælpe med at håndtere selve indberetningen. Andet skridt er at få registreret virksomheden hos Dansk Producentansvar senest 14 dage før tilgængeliggørelsen af emballage. Tredje og sidste skridt er at få indberettet sine emballagemængder og få betalt afgiften.